Natur var allerede hos Aristoteles defineret som modstykke til menneskelig indgriben. Håndværkeren vælger bevidst sit materiale og påtvinger det kunstigt en bestemt form, mens naturen (gr. physis) af sig selv frembringer sine produkter af et materiale, der findes i forvejen. Ifølge Aristoteles realiserer naturprocessen et formål uden indgriben udefra, som var der en plan, men ingen bevidst planlægning. Også i den moderne opfattelse modstilles natur med det kulturbestemte, som er fremkommet gennem menneskeligt arbejde, sprog og samkvem. Naturen er det oprindelige, det uforarbejdede og det grundlæggende.

Det er typisk for dette begrænsede naturbegreb, fx i varianterne natur vs. kultur, oprindeligt vs. civiliseret, medfødt vs. tillært, at det er uklart, præcis hvor grænsen går mellem naturen og det andet. Hvor ligger naturen, og hvor hører byen op (der er jo også natur i byerne)? Hvornår er et menneske civiliseret, og hvornår er det naturligt, dette hvad enten man her mener naturligt i romantisk forstand som det at være sund og uspoleret (“naturens muntre søn”) eller i en kritisk eller måske chauvinistisk forstand som det at være rå, primitiv og barbarisk.

Eksempelvis har man tidligere modstillet naturfolk med civiliserede folk, som også kaldtes kulturfolk. Modstillingen kan være uheldig, hvis den opfattes normativt og fører til den fordom, at naturfolk, fx de australske aboriginere, er primitive i betydningen ‘uden kultur’. De oprindelige folks kulturmønstre er forskellige fra, men ikke mindre kulturelle end vores (se kultur). Forsøget på at undgå en etnocentrisme, som snævert dømmer fremmede ud fra ens egen værdiskala, ophæver imidlertid ikke en reel forskel, hvad angår afstanden til naturen, dvs. naturforholdet, hos en række indfødte folk og i samfund inden for de store civilisationer som det moderne industrisamfund.

Forskellen er både teknologisk i forhold til samfundets naturgrundlag (produktionsmåde, udnyttelse af resurser og grad af miljøpåvirkning) og ideologisk i forhold til natursynet (den måde, naturen opfattes på).

Naturfolk, der lever som samlere og jægere, har ikke det fremmedgjorte forhold til naturen, man kan møde hos det moderne menneske, for hvem naturen er det, der kan ses på naturfilm, i dyreparker eller zoologiske haver. Naturfolkenes livsform ligger teknologisk set tættere på livsformen hos de umiddelbare forfædre til Homo sapiens.

Skønt naturfolk i dag eksisterer side om side med landbrugs- og industrisamfund, er en livsform som jægere og samlere oprindelig i historisk forstand ved at gå tilbage til tiden før udviklingen af civilisation forstået som udstrakt arbejds- og klassedeling, opbygning af stat og udvikling af religiøse, politiske, økonomiske institutioner.

Det er således stadig muligt at sondre mellem livsformer, som er mere eller mindre naturlige mht. graden af teknologisk bestemt miljøpåvirkning, uden at sondringen er normativ, og uden at forudsætte en præcis grænse mellem det naturlige og det kulturmæssige.

Det samme gælder grænsen mellem kultur og natur i landskabet: Den danske natur er i udpræget grad et kulturlandskab, men visse steder er kulturpåvirkningen langt mindre synlig end andre.