Landskabet

Strandbakkerne er landskabsmæssigt en stor hemmelighed, for den landskabsnydende observant. Man skal følge kyststrækningen fra havnen Kolby Kaas og bevæge sig mod syd med Grydenæs Odden inden Vesborg fyr og havmøllerne toner op som nye retningsgiver. Strandbakkerne ligger som en lang dragehale, der gir øjet og nysgerrigheden ønsket om kigge bag ved landskabets mange tæpper. 

Som Tata, det røde fortæppe på Det Kongelige Teater i Kbh, som hænger lige bag Akropolistæppet. Opkaldt efter en ballet af samme navn af forfatter Emil Mobeck med koreografi af Harald Lander fra 1932, hvor scenografen Ove Chr. Pedersen konstruerede et særligt for tæppe som kunne åbnes både med sidetræk og palætræk, samt hejses op og ned.

Fællestrækkende for landskabet er karakteriseret ved at være et morænelandskab dannet under sidste istid (Weichsel), overvejende med lerbund. Morænelandskabet på Samsø karakteriseres ved rækkeordnede bakkesystemer, orienteret vinkelret på isens bevægelsesretning. En moræne, også kaldet en till^[1] (på ældre dansk: brævold, på engelsk: till; oprindeligt fra sydfransk dialekt moraine: “rullesten, løse sten”), er en jordart bestående af mineralkorn, bjergartsfragmenter og klippestykker af forskellig kornstørrelse, der er blevet efterladt af en gletsjer. Moræners sammensætning vil altid afspejle de jord- og bjergarter, som gletsjeren er gledet hen over på sin vej til det sted, hvor morænen er aflejret.

Kolby Kaas

Kås er et gammelt dansk udtryk for en primitiv bådehavn eller landingsplads. Langs de danske kyster findes/fandtes en række kåse, som for det meste er opbygget af stensætninger (moler), hvor materialet oftest var kampesten. … Teglkås (tidligere Kaas),